mandag den 30. august 2010

Hvordan han fejede benene væk under mig og tog mig med storm

Mandag d. 29. oktober 2007

Jeg er nu endelig blevet færdig med et længere blogindlæg, som en opfølgning til M´s om hvordan vi mødte hinanden og hvordan det gik efterfølgende, efter at være blevet scoret. Det er utroligt dejligt at genopleve i tankerne og der kommer hele tiden nye tanker til. Ikke detaljer der er blevet glemt – men med alle de dejlige oplevelser vi har haft sammen med hinanden igennem nu 1 ¾ år og de oplevelser vi har i vores hverdag, er det svært at have dem alle sammen fremme på en gang. Især sammen med alle de uudtalte løfter, drømme og forhåbninger til fremtiden.

Den ultimative date hvor jeg blev taget med storm …

Jeg blev kørt hjem efter en fantastisk nat og morgen, dejligt at vågne op og nyde at elske igen og bare blive kørt hjem med en skøn følelse og en stor lyst til at se ham igen. Og havde han mon også lyst til at se mig igen – turde slet ikke spørge eller tænke over det.

Uanset hvad, så havde det været en rigtig lækker, dejlig fræk og skøn oplevelse.

Mandag morgen tog jeg på mit arbejde, stadig helt ør efter weekendens oplevelse. Det var fastelavnsmandag, så eftermiddagen på jobbet gik med et forældrearrangement for 100 mennesker. Jeg var tilstede fysisk, men havde stadig tankerne andetsteds – havde brugt formiddagen på at gennemgå det meste af børnehavens billedarkiv fra forskellige forældrearrangementer, for bare for at finde et enkelt lille billede af en tidligere forældre, der tilfældigvis var M – men uden held. Men jeg havde også et meget bedre billede i hovedet, fra lørdag nat og søndag morgen, et billede der havde fortrængt alle de andre.

Ud på eftermiddagen kommer den lokale Interflora ud til mit arbejde med en kæmpebuket …. hvem søren skal have blomster, tænkte jeg og gennemgik lige de tilstedeværende i hovedet – var der noget vigtigt jeg havde overset. Men han spørger efter MIG. Hold da op, hvor blev jeg rød i hovedet og jeg modtog lettere febrilsk buketten. Fortrak hurtigt til mit kontor og fik åbnet det vedhæftede kort:

”Hej Q. Tak for sidst. Jeg synes du er en helt fantastisk kvinde. Glæder mig til at lære dig at kende. Du er for sød, dejlig, varm, smuk og lækker , Knus, kys og kram M”.

Wauv, hvor var det skønt, han havde også lyst til at se mig igen, jeg blev varm, hed og rigtig glad for det var bestemt lige det jeg havde lyst til, at lære ham nærmere at kende ….men der var lige det, at de næste 9 dage ville der være børn i huset og ikke megen mulighed for at kunne ses eller mødes. Jeg fik sendt en sms med det samme med tak for blomsterne og lettere ør, gik jeg hjem fra arbejde og var fuldstændig væk i varme hede følelser.

Jeg blev inviteret på en rigtig date, den førstkommende børnefri weekend. Jeg skulle scores ordentligt. Jeg ville blive hentet på matriklen fredag aften kl. 18. Sådan lød aftalen. Ej, hvor jeg glædede mig og hvor var 14 dage laaang tid at vente. Og jeg var spændt – hvordan ville det gå – kunne vi tale sammen – og en masse andre tanker for igennem hovedet på mig. Også tanken, om jeg overhovedet var klar til at involvere mig i et andet menneske 8 mdr. efter en skilsmisse – men der var ikke andet at gøre end at tage en ting ad gangen og lade det ske, så jeg selv var helt 100% til stede i det.

De kommende dage gik med at maile frem og tilbage, både i arbejdstiden og derhjemme, det blev til rigtig mange mails, åbne og ærlige og mails hvor vi kom tættere på hinanden. Hvor vi fik fortalt hinanden om vores liv og nuværende status. Vi nærmede os hinanden – og skønt var det at gå rundt med en følelse jeg ikke kan huske at have haft, nærmest siden den første skoleforelskelse. Og der blev sms´et og ført lange samtaler i telefonen.



Men vi kunne ikke vente 14 dage, så den efterfølgende søndag fik jeg allieret mig med en barnepige under påskud af at skulle i biografen. Syntes ikke, at jeg lige kunne fortælle børn og barnepige (x-svigermor) at jeg skulle på besøg hos en mand jeg havde mødt. Jeg gik i bad, gjorde mig helt klar, jeg gik febrilsk rundt og småsnakkede med børn og barnepige, og ihh hvor var jeg fraværende… kunne simpelthen ikke vente på at sætte mig i bilen og køre de 10 min. over til M. Men af sted kom jeg. Der var bare lige den lille detalje, at jeg ikke anede helt præcist, hvordan jeg fandt det sted han boede. Havde helt glemt at få adressen og han havde heller ikke fortalt den. Havde en vag fornemmelse fra lørdagen om nogle høje træer og et hvidt hus, det var det eneste jeg havde at forholde mig til. Så jeg kørte lidt rundt og endelig fandt jeg det – 15 min for tidligt ;-)

Pyh, hvor var jeg nervøs – og ihh hvor var det hundehamrende koldt den februar aften. Jeg ville da fryse hvis jeg skulle vente i bilen eller udenfor på at klokken blev 19.00.

Ej, hvor var det dejligt at banke på, men havde alligevel en del sommerfugle i maven – hvordan ville det gå. Vi havde ikke set hinanden siden sidste søndag, men havde dog haft kontakt på anden måde. Men jeg fik et ordentligt knus og et kys, blev budt på et glas vin. M var ikke helt færdig, skulle lige i bad, men helt ok – det var mig, der var for tidligt på den. Der var spændinger i luften allerede og havde været det hele ugen. Blev vist rundt i hans hus og endte ved det sidste rum, som var soveværelset. Der var tændt stearinlys og der hang små lyskæder rundt i soveværelset og en lille bakke med div. fornødenheder stod på sengebordet …. Og da han så oven i købet, lidt genert, fortalte at jeg var den første kvinde i hans soveværelse, blev jeg endnu mere varm. Og ih hvor havde jeg lyst til at elske med ham lige her og nu.

Og stemningen var virkelig hed, det nærmest sitrede mellem os….. Ikke længe efter lå vi i sengen. Vi elskede længe og intenst, skønt at være så fortrolige og trygge ved hinanden, at intet kunne holde os tilbage. Trygheden ved at have kendt hinanden fra tidligere og nu kende lidt mere end på den første nat, gjorde det endnu mere skønt. Bagefter nød vi at ligge sammen, være tætte og nyde hinandens selskab. Ingen af os kunne give slip – men fik endelig kysset farvel – og så måtte jeg vist hellere lige få ringet hjem og sagt, at jeg var på vej – så barnepigen kunne få fri. Havde aftalt med hende, at hun bare skulle køre hjem når jeg ringede – men det var blevet lidt sent. Eller rigtigt, rigtigt sent faktisk. Jeg kørte hjem og var fuldstændig euforisk, nød mine følelser, nød aftenen igen og fik lige ringet til M og sagt tak for en dejlig aften og at jeg glædede mig til næste gang. Jeg havde en rigtig skøn fornemmelse i hele kroppen – JEG VAR SMASKFORELSKET…. 

Hele den næste uge gik jeg rundt, eller nærmest svævede på en STOR lyserød sky. Jeg sprudlede, var skiftevis nærværende og fraværende og mine omgivelser var ikke i tvivl om, at noget stort var sket. Normalt fortalte jeg ikke så meget om mit liv på arbejdet, men dette her var jeg nødt til at dele, så da en spurgte om hvordan jeg havde det, fik hun hele historien om den sidste uges begivenheder.

Jeg havde det også sådan, at jeg var virkelig glad for og stolt over at være den første kvinde i M´s hus. Og at han også var den første jeg havde lyst til at tage med ind i mit efter en skilsmisse, synes jeg havde en vis form for symbolik. En åbenhed og intimitet overfor hinanden. Noget der var specielt. Og noget der gerne måtte komme tæt på og ind i min privatsfære og mit liv … Noget jeg havde lyst til at bygge videre på og som jeg virkeligt ville.

Og hvor var der bare længe til fredag – skulle lige en tur til København i ugen inden med nogle kollegaer, men jeg var ikke særligt nærværende på den tur. Brugte det meste af tiden på mobilen enten på sms´er eller på at tale med M.

Kunne nærmest ikke vente på at komme hjem den fredag eftermiddag og blive klar til M ville hente mig.

Jeg gik i karbad, brugte lang tid på at blive klar. Nød badet, nød at finde tøj frem, nyde et glas vin og være rigtig spændt på det kommende døgn. Men jeg havde god tid og nød at gå og gøre mig klar – pakke en lille taske med fornødenheder så jeg kunne overnatte en enkelt nat – jeg glædede mig heeelt vildt – og havde vildt lyst til at se ham igen, nyde at tale med ham, røre ved ham igen, elske med ham igen…. Og da klokken blev 18.00 var jeg SÅ klar.

M kom på slaget og havde en skøn buket blomster med, chokolade og en lille æske med det skønneste sorte broderede lingeri. Ej, hvor var han skøn, sød, betænksom og havde god smag. Han var så galant i hele sin måde at være på. Og jeg var glad og tryg. Glædede mig til aftenen og det der kom bagefter. M havde bestilt bord på en lille intim fransk restaurant i Århus. Latin hedder den. Alt var perfekt, manden, maden, mig, stemningen, stedet. Jeg talte og talte, nød at være i hans selskab, nød at holde ham i hånden, nød de små kys henover maden, nød HAM. Og havde vildt lyst til at elske med ham. Efter maden fortrak vi til en lille cafe, talte stadig meget, havde meget at tale om, ting vi gerne ville fortælle, ting vi gerne ville at den anden skulle vide.

Bagefter gik turen hjem til ham og vi havde en skøn nat med masser af hed elskov. Jeg nød at give mig hen, nød at være tryg og have lyst til mere. Vi faldt i søvn sammen den aften. Jeg nød det og nød at vågne op næste morgen og elske videre. Jeg nød hans selskab og vi blev enige om, at vi ville bruge resten af weekenden sammen. Ej, hvor var det dejligt at kunne være sammen, tale og også lade være med at tale. Nyde morgenmaden i stilhed, læse avis og blot være tilstede i hinandens selskab. Jeg har det sådan, at jeg nyder at tale, men hvis to mennesker kan nyde stilheden sammen og alligevel være til stede og være nærværende er det stort. Nogle mennesker taler fordi de er bange for stilheden. Men vi havde en morgen med terassedøren helt åben, solskin og friske forårsdufte. Og vi var stille og intime.

Lørdag eftermiddag brugte vi i byen i hinandens selskab. Kunne ikke holde fingrene fra ham. Måtte lige røre, kysse og mærke. Og han havde det på samme måde. Vi tog hjem igen, hentede lige tøj hos mig så vi kunne bruge det næste døgn sammen. Nød endnu en aften hos M, og havde igen masser af god sex. Det var som om vi havde fået tændt begæret hos hinanden, lysten til at give sig selv hen til den anden var virkeligt tilstede. Jeg havde ikke prøvet noget der lignede før. Alt føltes naturligt, dejligt og skønt. Og som jeg husker det, var der heller ingen barrierer i forhold til hinanden og i forhold til at give sig selv til hinanden.

Søndag formiddag begyndte vi så småt, at indstille os på at vi snart skulle tilbage til den almindelige hverdag.
Men inden vi afsluttede vores weekenddate havde vi et besøg på Kunstmuseet Aros. Dejligt at gå rundt med ham og hele tiden være fyldt af lyst og begær efter ham. Så meget, at vi begyndte at se os om efter steder på Aros, hvor vi kunne komme til at elske – men gjorde det ikke. Så den oplevelse har vi stadig til gode.

Jeg blev kørt hjem bagefter, sat nydeligt af ved døren. I bilen havde vi afrundet weekenden og fået talt om hvor vi stod. Vi var allerede afklarede om, at vi gerne ville ses igen, bruge tid på hinanden og bruge tiden på at se hvad den ville føre med sig. Og afklarede omkring, at vi i første omgang ville lade det være mellem os inden vi involverede os mere i hinandens liv eller familie.

Næste gang vi havde mulighed for at ses igen, var 9 dage efter. Der var bare lige det, at der blev vi begge 40 (vi har fødselsdag den samme dag) men ingen af os havde planlagt de helt store fester, så vi ville da have mulighed for at se lidt til hinanden. Og ville også gerne fejre den milepæl med hinanden. Fejre en ny begyndelse på vores liv og fejre begyndelsen på et nyt og dejligt forhold.

Og som det er gået, har vi indtil nu passeret mange milepæle sammen. Vi har stadig mange til gode, både i forhold til vores familie og i forhold til vores skønne, frække, dejlige og erotiske liv. Jeg blev taget med storm på den date, jeg nyder den drejning mit liv tog den dag jeg mødte ham. Jeg nyder de stunder vi har sammen i vores hverdag, sammen med vores familier og vores sammenbragte børn. Og jeg nyder de stunder vi har sammen, hvor vi kun er der for hinanden. Hvor vi nyder det erotiske, frække, skønne dejlige liv vi har sammen.

Du skal have tak for det hele, jeg elsker dig og jeg ved at du også elsker mig.

Kys, knus og varme kram
NEON Q

Ingen kommentarer: